Genbrug med profit: Sådan bidrager Lene til bæredygtighed med økonomisk succes 

Fra velgørenhed til trendy: Genbrug er gået fra at være velgørenhedsfokuserede organisationer til at være en bæredygtig trend. Begreber som “secondhand” og “vintage” har vundet indpas i sammenhæng med genbrug, og denne tilgang omfavner butiksejeren, Lene Lytken, i hendes tøjbutik ‘SecondLux’. 

Af: Sharith Nagendran

Foto: Sharith Nagendran

Tordenskjoldsgade på Trøjborg baner langt ud i horisonten, fyldt med små niche-butikker, der ellers ikke er til at finde i det centrale Aarhus. Én af disse butikker er Lene Lytkens secondhandbutik, SecondLux. Udenfor bliver man mødt af fire mannequindukker og et tøjstativ, der indfanger hele vinduet som et Pinterest opslag. Lene har sirligt indrettet butikken; alt fra tøjstativets placering, mannequindukkernes neutralfarvede tøjvalg og strandtasken, der med sin røde kontraststærke farve byder gæster indenfor med teksten “Namaste”.  

Bag denne opstilling, går Lene rundt mellem fyldte tøjstativer og støvsuger, så der er pænt til dagens besøgende. Der går ikke længe, før støvsugeren bliver pakket væk i kosteskabet, og Lene åbner døren for dagens kunder. 

Genbrug er det nye sort 

Danskernes lyst til genbrugshandel er steget, og ifølge Genbrugsindekset har 80% af danskerne købt eller solgt genbrugsvarer i 2023. Secondhand-markedet er særligt i vækst, og de seneste ti år er velgørenhedsfokuserede genbrugsbutikker blevet suppleret med såkaldte “secondhand” butikker i gadebilledet. Én af de, nu efterhånden, mange butikker drives af Lene, som er grundlægger og indehaver af secondhandbutikken Secondlux på Trøjborg nord for Aarhus. 

Lene mener klart, at den øgede interesse for genbrug og særligt secondhand, er et resultat af folks stigende bevidsthed om klimaforandringerne: “Der er fokus på, at tøjindustrien er en af de mest forurenende industrier. Interessen er derfor et udslag af det, og hvis vi skal passe på, det vi har, er vi nødt til at genanvende nogle af de ressourcer, vi har produceret i forvejen”.

Secondlux blev etableret tilbage i 2017. Virksomheden er drevet via kommissionssalg, hvor fordelingen af indtjeningen mellem sælger og butiksejer lyder på 50%. Ifølge Lene fastlægges prisen i samarbejde med sælgeren, dog er det vigtigt at prissætte så lavt som muligt, da varerne derved bliver tilgængelige for en større målgruppe.  

For unge såvel som ældre 

De unge har bragt sig i front i forhold til at købe genbrug, og hele 90% af unge mellem 18-30, har handlet genbrug i 2023, ifølge DBA’s genbrugsindeks. Dog møder indehaveren af SecondLux en meget bredere målgruppe i sin forretning: “Jeg er jo selv midt i livet, og det er mange af mine kunder også. Det er jo dén målgruppe, der har ressourcerne til at have for meget tøj. Den yngste jeg har mødt i butikken var 15, og den ældste har lige holdt diamantbryllup”, siger Lene. 

SecondLux er derfor en genbrugstøjbutik for et større aldersspænd, i modsætning til andre genbrugsbutikker, herunder “vintage-stores”, der ofte er rettet mod unge, både i stil og butikkens æstetiske udtryk.  

I det hele taget er der en rød tråd gennem hele SecondLux’ sortiment af tøj og accessoires, og kan for de fleste virke som en besværlig proces, at skulle håndplukke og udvælge tøj, som passer ind i butikkens stil og stemning. Dog er det mere lige til for Lene: 

“Jeg udvælger jo grundlæggende efter det jeg selv kan lide, men bliver også nødt til at brede mig længere ud. Så jeg har selvfølgelig også mine kunder i tankerne”.  

Foto: Sharith Nagendran

Netop den strategi med, at udvælge efter egen smag, men med kunden i baghovedet, ser ud til at være en succes for SecondLux. For det er nemlig yderst sjældent, at Lene står tilbage i butikken med tøj, der hverken er blevet solgt eller afhentet af sælgeren efterfølgende. Når det en sjælden gang alligevel sker bliver tøjet doneret til velgørenhed. 

Et marked i vækst 

Den lille butik på Tordenskjoldsgade har, med sin farvekoordinerede charme gjort indtryk på kunder både i lokalområdet, udenfor bygrænser, men også i udlandet. Dog har SecondLux ikke planer om at skalere, på trods af et genbrugsmarked i vækst: 

“Jeg skal ikke blive større. Min butik er bygget op omkring mig, og jeg skal ikke have flere afdelinger, for jeg er fyldt op her.” 

Selvom Lene Lytken har skabt sig en succesfuld forretning i genbrug, som appellerer til en bred målgruppe og har økonomisk gevinst, er det vigtigt for hende at fastslå motivationen bag SecondLux. For Lene handler det nemlig om bæredygtighed, og ønsket om at genanvende ressourcer, samtidig med at tøj og mode er en interesse for hende. 

Lene Lytken har formået at skabe en virksomhed, der både fungerer som en levevej, passion og et bidrag til en bæredygtig omstilling, som stort set alle kan tage del i: 

“Jeg føler mig utrolig privilegeret over at have muligheden for at drive denne her forretning, og have så mange fuldstændig fantastiske kunder. For det har jeg”. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *