Esbjergs nattelivszoner, som blev indført i marts 2022, har vist sig at have hjulpet på målet om færre lovovertrædelser i forbindelse med nattelivet. Derudover er der en større følelse af tryghed og sikkerhed blandt barer, værtshuse og borgere, der færdes i Esbjergs nattetimer.  

Af Sharith Nagendran

Hvad er en nattelivszone?

En nattelivszone er et bestemt afgrænset geografisk område, hvor man kan blive idømt et opholdsforbud. Som udgangspunkt er alle serveringssteder, som serverer alkohol i nattetimerne, omfattet af loven om nattelivszonerne. Udover serveringsstederne er der det offentlige rum, hvor befolkningen og mængden af alkohol er tæt. Der kan politiet lave en særskilt vurdering, således disse offentlige områder også bliver omfattet af nattelivszonerne. I Esbjerg drejer det sig om området omkring Skolegade og Torvet, fordi antallet af serveringssteder efter midnat er meget tæt.  

Reguleringen af zonerne

Søren Rønnov, vicepolitiinspektør for Syd- og Sønderjyllands Politi, fortæller hvordan zonerne reelt bliver reguleret. Ifølge Søren er politiet orienteret om de personer, der er idømt et opholdsforbud i tidsrummet 24-05. Derfor har de en klar idé om de personer, som opholdsforbuddet vedrører.

I praksis betyder det, at hvis politiet stopper en mistænkt og beder om identifikation, så vil det fremgå tydeligt, hvis vedkommende er idømt et opholdsforbud i nattelivszonerne.

Derudover understreger Søren Rønnov, at politiet har yderligere mulighed for at videregive oplysninger om de dømte, som ultimativt styrker tiltagets effekt:

“Samtidig har vi mulighed for at videregive oplysninger til civile om hvilke personer, der er idømt et opholdsforbud. Det kan give de ansvarshavende på serveringsstederne mulighed for at meddele os, hvis der står en person, som har et opholdsforbud efter loven om nattelivszonerne”, afslutter vicepolitiinspektør, Søren Rønnov.

Halloween-entusiast Sarah Keller slår garageporten op og byder på gys og gru. I år har piraterne indtaget Sarahs hjem i Hjerting, og der bliver i disse uger arbejdet på højtryk for at levere en u(hyggelig) oplevelse til børn såvel som voksne.

Af Sharith Nagendran

Af Marcus Mathias Franck og Sharith Nagendran

Yahya Kasswani har længe kæmpet med sin seksualitet og muslimske baggrund, hvor ære og religion har stået i vejen for accept. Nu finder han ro i sin egen balance mellem dansk og arabisk kultur. 

Af Sharith Nagendran

I en rød murstenslejlighed, som med sin størrelse kan huse lige akkurat én mand og med sin afstand fra midtbyen har en stilhed, som kun afbrydes af naboen, der klipper hæk, bor 20-årige Yahya Kasswani. En ung mand, der med sine mønstrede tatoveringer, udsmykkede ører, runde solbriller og en e-cigaret i hånden, ser ud til at nyde aftensolens sidste stråler på solsengen, som er placeret midt i haven, omringet af højt græs og under klar himmel. Han er opvokset med sin familie i Aarhus, men bor alligevel for sig selv i den samme by, hvor et besøg til familien kan klares ved hjælp af bybussen. 

“Jeg flyttede hjemmefra, fordi jeg havde behov for at være på mine egne præmisser.” 

Yahyas familie er fra Syrien. Selvom søskendeflokken på syv er danskere, som er født her i landet, afslører hans mørke hår, brune kulør og nøddebrune øjne en mellemøstlig herkomst med stærk grobund i religion, ære og omdømme. Forældrene kom til landet i slutningen af 70’erne for at arbejde, og for at skabe en ny tilstedeværelse under nye rammer, der kunne forbedre deres og børnenes vilkår. Religionen havde de dog med sig, og æren var vigtig at passe på. Derfor blev børnene naturligvis opdraget efter disse værdier. Arabiske værdier, som bundede i religiøse praksisser og kultur, der afspejlede familien som muslimer. Eller i hvert fald størstedelen af familien. For Yahya er ikke længere muslim. Han er homoseksuel. 

En realitet, som han i størstedelen af sit liv skulle forholde sig til, eftersom han altid har vidst det. 

“Da jeg var yngre i folkeskolen, var der ‘drengeaften’, og hvis der kom porno på TV’et sad vi og grinte af det. Men allerede der havde jeg det akavet, for de andre drenge kiggede på pigen, mens jeg kiggede på drengen.” 

I en tidlig alder begyndte Yahya at være eksperimenterende med sin seksualitet, og det faldt ham naturligt at foretage en google-søgning på “nøgne mænd”. Han har derfor intet særligt minde om hvornår han for alvor så hans seksualitet i øjnene. Til gengæld står mindet om hans mor klart fra dengang hun fandt ud af det, og hvordan det muslimske bagland kolliderede med Yahyas virkelighed: 

“Jeg bad til gud om at ændre mig og få mig til at blive normal. Normal som de andre.”  

Selvom flere deler samme skæbne som Yahya Kasswani, mener mange muslimer, at homoseksualitet og islam er uforeneligt. Ifølge islamforsker, Niels Valdemar Vinding, skyldes dette en konservativ religiøs holdning: 

“I bund og grund er det uforeneligt med familielivet og de samlivsformer som gud i Koranen har sanktioneret, og homoseksualitet bliver derved et brud på den sociale grundform”, fortæller Vinding. 

Dette bekræfter Mustafa Balikci, talsperson og næstformand for bestyrelsen af stormoskéen, Ulu Camii: 

“Jeg fik din kone til at gifte sig med dig, hun er et skjold for dig og du er et skjold for hende”, citerer han fra Koranen. 

Med de ord fortæller Balikci, at homoseksualitet og islam ikke er foreneligt. Dog vurderer forsker i dansk shariapraksis, Jesper Petersen, at religionen ikke kan stå alene, når det kommer til spørgsmålet om homoseksualitet og islam, men at ære og omdømme også spiller en betydelig rolle.

Èn person, to verdener 

Yahya er 15 år. Han har netop færdiggjort folkeskolens afgangseksamen og bor sammen med sin større familie på otte. Faren er ikke en del af billedet, men det er hans mor til gengæld. Sommeren efter folkeskolen byder, for Yahyas vedkommende, på afsked med vennerne siden børnehaveklassen, festlige sommeraftener og spændingen ved at skulle starte på gymnasiet på den anden side af ferien. Det er en tid, som de fleste unge kan genkende og kigge tilbage på med følelsen af glæde og savn, men bliver for Yahya en tid, der skulle vise sig at være skæbnesvanger og altændrende for den han er i dag. Han vælger at springe ud, og moren bliver den første til at se hans virkelighed i øjnene. Yahya ser, i tiden op til, romcoms og film om at springe ud, men reaktionen bliver noget anderledes end i filmene: 

“Hun var meget sur og skuffet. Det der fyldte meget i familien, var omkring omdømme og ære. Så hun blev ret irriteret.” 

Der går tre år efter moren blev bekendt med Yahyas seksualitet, til han flytter ud af familiens hjem. En tid, som han sammenligner med “dobbeltgængermotivet”, hvor han på den ene side skal holde fast i sin identitet som araber, men på den anden side ser hans danske side og seksualitet i øjnene: 

“Jeg har fået at vide, at jeg er for dansk. Jeg har fået at vide, at jeg er ‘whitewashed’ og at jeg er blevet hjernevasket. Jeg fik et had til mig selv over det.” 

Et had der resulterede i en treårig periode, hvor han oftest var sammen med vennerne på druk, som en form for flugt fra den ene virkelighed. Vennerne kendte ikke meget til Yahyas familiesituation, og han var heller ikke særlig glad for at dele den side af sig selv. Hvis det alligevel blev bragt på banen, blev det dækket til med grin, for at lægge låg på smerten og tilfredsstille dobbeltgængeren i ham. Men han kunne ikke undgå at åbne sig op for sin mor. Det handlede nemlig ikke om frygten for hendes reaktion, for den var han allerede klar over. Det handlede nærmere om at give hende tid til at tilpasse sig og justere sine værdier, så fremtiden kunne se lysere ud for både Yahya og moren: 

“Hvis jeg siger det om en uge, et år eller 10 år, vil det nok være den samme reaktion jeg kommer til at få. Men jo hurtigere jeg siger det, jo hurtigere vil hun komme til at justere på det. Det var derfor jeg sprang ud.” 

For Yahya har springet til at være åben overfor hans familie ikke været uden konsekvenser. Han vidste at hans seksualitet ville lægge et negativt omdømme og der gik ikke længe før resten af familien blev bekendt med hans 15-årige lange hemmelighed, som kom til at betyde revner i baglandets ære. 

Dog mener Jesper Petersen, som forsker i dansk shariapraksis, at ære er en værdi som på et tidspunkt vil ophøre: 

“Lande som i mange år har haft stor velstand, vil selvudfoldelse og identitet være en central værdi. Men i de lande, hvor man kæmper for overlevelse, vil ære blive en vigtig værdi. Men i takt med at velstanden bliver højere og højere, vil æresdynamikkerne ophøre”, fortæller Jesper. 

Han vurderer således, at æresdynamikkerne vil få sin ende, indenfor vestlig kontekst, i takt med at nydanske muslimer vil opleve større velstand, og andre værdier vil blive centrale. Han sammenligner dette med kristendommen og forklarer, at homoseksualitet også kan fortolkes som værende forbudt i konservativ forstand, men at der i takt med større velstand i kristne lande ses en større progressivitet, når det kommer til spørgsmålet om samlivsformer. 

Religionen bliver derved et fortolkningsrum, som har afgørende betydning for de praktiserendes holdning til LGBT+, herunder homoseksualitet.  

Afskåret fra familien

Ære har stadig stor betydning for Yahyas familie, og den store familie, der engang talte otte, lyder på blot tre den dag i dag, for Yahyas vedkommende. Et scenarie, de færreste ønsker, men som har givet Yahya ro til at koble hovedet af og finde sig selv på ny: 

“Jeg kan huske første gang jeg holdt i hånd med en i byen, og der kom to over mod os. Jeg blev helt angst over det, men så sagde de at vi så søde ud, og det var bare en vildt fed reaktion!” 

Samtidig er han begyndt at interessere sig for sin kultur igen og tøver ikke med at kaste sig ud i arabisk musik, madlavning og sprog. En interesse han har fået af at kunne gøre det i sit eget tempo: 

“Førhen var jeg hverken del af den arabiske eller danske kultur. I dag hører jeg til begge.” 

Således har familieformindskelsen alligevel haft positive effekter for Yahya, og dobbeltgængeren i ham er nu fortid, idet han, på sin egen måde, forener begge kulturer i sin hverdag. 

Yahya Kasswani bliver dermed et eksempel på den progressive tendens, der lige nu sker indenfor islam og Vesten, med særlig vækst i Europa. Islamforskeren, Niels Valdemar Vinding, forklarer hvordan pionerer forsøger at skubbe til de konservative grundsynspunkter: 

“I forhold til islam og Europa bliver der i det 20. og 21. århundrede sat store spørgsmålstegn ved den konservative samlivsform, som ikke er foreneligt med homoseksualitet. Derfor er der i en religiøs ramme også rum for at fortolke homoseksualitet som acceptabelt.” 

Samtidig lægger han vægt på, at homoseksualitet stadig anses som værende en dødsstraf i store dele af Mellemøsten, og at den konservative praktisering og progressive udvikling eksisterer side om side i en global verden. Dertil vurderer Jesper Petersen, som forsker i dansk shariapraksis, at æresdynamikker spiller en vigtig rolle i denne kontekst og at det under alle omstændigheder vil være lettere at være muslim og have en åben tilgang til homoseksualitet i vestlige lande, end i Mellemøsten: 

“Der er ingen tvivl om, at tingene rykker sig”, fortæller Jesper. 

Lysere tider

I haven med det høje græs og lyden af naboen, der klipper hæk, sidder Yahya på solsengen og nyder de sidste stråler af aftensolen. Selvom han ikke er på talefod med størstedelen af familien, snakker han af og til med moren og to af sine søskende: 

“Førhen, hvis jeg prøvede at italesætte min seksualitet overfor min mor, gad hun ikke at snakke om det og lagde på. Men nu begynder hun småt at lytte.” 

Yahya Kasswani fortryder ikke at have sprunget ud i en alder af 15 år. Det går nemlig fremad nu og forholdet til familien er blevet bedre, selvom det medførte et dobbeltliv, negative kommentarer fra familien og et had til sig selv: 

“Jeg kan se tilbage på det som min egen kamp”, afslutter Yahya. 

Af: Sharith Nagendran

Byretten i Horsens er fyldt op med dommere i kappe, forsvarsadvokater og anklagere i formelt tøj, som færdes roligt på gangene, men alligevel med hastige skridt. Blandt disse mennesker sidder en yngre mand på en stol udenfor retslokalet, klædt i helt hvidt fra top til tå. Hans højre ben tripper med ualmindelig høj hastighed. Der går ikke længe før dørene i retslokale H åbner, og den unge fyr træder indenfor og tager plads i midten af salen.

Den unge fyr er, sammen med en anden, blevet tiltalt for tyveri af tre soundboks-batterier, og dette fandt sted på Smukfest-festivalen den 31. juli 2023, kl. 5:30. Derudover er de begge tiltalt for at have anskaffet sig batterierne ved at bryde ind i andre telte på festivalpladsen.

Den anden tiltalte, som endnu ikke er dukket op, er udover de to første forhold også tiltalt for at have tilegnet sig adgang til festivalen uden billet.

Kun den ene af de to tiltalte er mødt op, men dommeren beslutter sig for at påbegynde sagen. Anklageren, som sidder i venstrefløjen af salen, begynder at udspørge den unge mand:

“Erkender du tyveriet?”

Den unge fyr har på nuværende tidspunkt indtaget en halv flaske vand. Efter kort stilhed svarer han: “Nej”. Herefter beder anklageren om tiltaltes forklaring af situationen op til gerningstidspunktet. Den yngre mand forklarer, at han, ligesom andre unge, var på Smukfest henover en Juli-uge, og at dette indebar begrænset mængde søvn og ubegrænset mængde alkohol. En tidlig morgen, hvor tiltalte stadig var vågen, løber hans soundboks tør for strøm, og derfor går han rundt på teltpladsen for at lede efter den næste morgenfest. Under denne færden støder han angiveligt ind i den anden, som også er tiltalt i sagen. Den unge mand fortæller, at den anden er en fremmed, som han faldt i snak med. Denne “fremmede” kunne, ifølge den tiltalte, hjælpe ham med at skaffe nye batterier til soundboksen, hvorefter de begge drager videre rundt i teltområdet for at anskaffe sig batterier.

Døren til retssal H går nu op, og ind kommer den anden tiltalte. Han er også en yngre mand, dog iklædt et par mere slidte jeans end den første tiltalte samt et par Converse sneakers, der må vurderes at have haft en del år på banen:

“Undskyld, mit tog blev forsinket.”

Den anden tiltalte tager nu plads i højrefløjen af salen, og dommeren begynder nu at opsummere den første tiltaltes forklaring. Idet dommeren nævner, at den første tiltalte ikke kender den forsinkede tiltalte, ses en skarp reaktion i den anden tiltaltes ansigt. Han stirrer på den første tiltalte med et foragtende blik, der fortæller, at de to har et noget andet forhold end tidligere angivet. Den anden tiltalte nævner herefter, at de er gamle venner.

Sagen fortsætter sin gang, og vennen nægter sig ligeledes skyldig.

Anklageren finder nu en video frem, som er en overvågning fra teltpladsen. På videoen ses de to venner tydeligt. Med deres søgende adfærd er de i færd med at gå ind i andre telte, og derefter kommer de ud med tre batterier, som forsigtigt bliver pakket ned i en taske.

Den første tiltalte har nu drukket tre flasker vand og tørret hænderne af i fem servietter. Der bliver noget stille i salen, og de to venner kan ikke længere gemme sig bag “uskyldig til det modsatte er bevist.”

Dommen ender som en bøde, der for den unge mand lyder på 3000 kr. og 5000 kr. for vennen. Sagen ankes ikke.

Fra velgørenhed til trendy: Genbrug er gået fra at være velgørenhedsfokuserede organisationer til at være en bæredygtig trend. Begreber som “secondhand” og “vintage” har vundet indpas i sammenhæng med genbrug, og denne tilgang omfavner butiksejeren, Lene Lytken, i hendes tøjbutik ‘SecondLux’. 

Af: Sharith Nagendran

Tordenskjoldsgade på Trøjborg baner langt ud i horisonten, fyldt med små niche-butikker, der ellers ikke er til at finde i det centrale Aarhus. Én af disse butikker er Lene Lytkens secondhandbutik, SecondLux. Udenfor bliver man mødt af fire mannequindukker og et tøjstativ, der indfanger hele vinduet som et Pinterest opslag. Lene har sirligt indrettet butikken; alt fra tøjstativets placering, mannequindukkernes neutralfarvede tøjvalg og strandtasken, der med sin røde kontraststærke farve byder gæster indenfor med teksten “Namaste”.  

Bag denne opstilling, går Lene rundt mellem fyldte tøjstativer og støvsuger, så der er pænt til dagens besøgende. Der går ikke længe, før støvsugeren bliver pakket væk i kosteskabet, og Lene åbner døren for dagens kunder. 

Genbrug er det nye sort 

Danskernes lyst til genbrugshandel er steget, og ifølge Genbrugsindekset har 80% af danskerne købt eller solgt genbrugsvarer i 2023. Secondhand-markedet er særligt i vækst, og de seneste ti år er velgørenhedsfokuserede genbrugsbutikker blevet suppleret med såkaldte “secondhand” butikker i gadebilledet. Én af de, nu efterhånden, mange butikker drives af Lene, som er grundlægger og indehaver af secondhandbutikken Secondlux på Trøjborg nord for Aarhus. 

Lene mener klart, at den øgede interesse for genbrug og særligt secondhand, er et resultat af folks stigende bevidsthed om klimaforandringerne: “Der er fokus på, at tøjindustrien er en af de mest forurenende industrier. Interessen er derfor et udslag af det, og hvis vi skal passe på, det vi har, er vi nødt til at genanvende nogle af de ressourcer, vi har produceret i forvejen”.

Secondlux blev etableret tilbage i 2017. Virksomheden er drevet via kommissionssalg, hvor fordelingen af indtjeningen mellem sælger og butiksejer lyder på 50%. Ifølge Lene fastlægges prisen i samarbejde med sælgeren, dog er det vigtigt at prissætte så lavt som muligt, da varerne derved bliver tilgængelige for en større målgruppe.  

For unge såvel som ældre 

De unge har bragt sig i front i forhold til at købe genbrug, og hele 90% af unge mellem 18-30, har handlet genbrug i 2023, ifølge DBA’s genbrugsindeks. Dog møder indehaveren af SecondLux en meget bredere målgruppe i sin forretning: “Jeg er jo selv midt i livet, og det er mange af mine kunder også. Det er jo dén målgruppe, der har ressourcerne til at have for meget tøj. Den yngste jeg har mødt i butikken var 15, og den ældste har lige holdt diamantbryllup”, siger Lene. 

SecondLux er derfor en genbrugstøjbutik for et større aldersspænd, i modsætning til andre genbrugsbutikker, herunder “vintage-stores”, der ofte er rettet mod unge, både i stil og butikkens æstetiske udtryk.  

I det hele taget er der en rød tråd gennem hele SecondLux’ sortiment af tøj og accessoires, og kan for de fleste virke som en besværlig proces, at skulle håndplukke og udvælge tøj, som passer ind i butikkens stil og stemning. Dog er det mere lige til for Lene: 

“Jeg udvælger jo grundlæggende efter det jeg selv kan lide, men bliver også nødt til at brede mig længere ud. Så jeg har selvfølgelig også mine kunder i tankerne”.  

Netop den strategi med, at udvælge efter egen smag, men med kunden i baghovedet, ser ud til at være en succes for SecondLux. For det er nemlig yderst sjældent, at Lene står tilbage i butikken med tøj, der hverken er blevet solgt eller afhentet af sælgeren efterfølgende. Når det en sjælden gang alligevel sker bliver tøjet doneret til velgørenhed. 

Et marked i vækst 

Den lille butik på Tordenskjoldsgade har, med sin farvekoordinerede charme gjort indtryk på kunder både i lokalområdet, udenfor bygrænser, men også i udlandet. Dog har SecondLux ikke planer om at skalere, på trods af et genbrugsmarked i vækst: 

“Jeg skal ikke blive større. Min butik er bygget op omkring mig, og jeg skal ikke have flere afdelinger, for jeg er fyldt op her.” 

Selvom Lene Lytken har skabt sig en succesfuld forretning i genbrug, som appellerer til en bred målgruppe og har økonomisk gevinst, er det vigtigt for hende at fastslå motivationen bag SecondLux. For Lene handler det nemlig om bæredygtighed, og ønsket om at genanvende ressourcer, samtidig med at tøj og mode er en interesse for hende. 

Lene Lytken har formået at skabe en virksomhed, der både fungerer som en levevej, passion og et bidrag til en bæredygtig omstilling, som stort set alle kan tage del i: 

“Jeg føler mig utrolig privilegeret over at have muligheden for at drive denne her forretning, og have så mange fuldstændig fantastiske kunder. For det har jeg”. 

Michaelmarco.dk sender live på TikTok i flere timer om dagen: “Målet er at skabe et socialt fællesskab uafhængig af alder, køn, seksualitet, social baggrund, hudfarve, øjenfarve og tro”. Der er dog ikke plads til haters, for Michael Marcos platform, er et sted for positivitet, kærlighed og Nice Guyz.

Af Sharith Nagendran og Lykke Cecilie Fuhrmann-Kjær

20-årige Maria har rykket grænser og trådt ud af sin comfortzone ved, at lægge de trygge rammer i Birkerød på hylden og tage på opdagelse i Japan. Hun fortæller hvordan rejsen har gjort indtryk på hende, og opfordrer flere unge til at tage på udlandsrejse i sabbatåret. 

I dag er det blevet normen, at planlægge en større rejse til udlandet før gymnasiet er afsluttet, og studenterhuen er kommet på hovedet. Men hvorfor vælger så mange unge at lægge hverdagens tryghed på afstand og bruge op til flere måneder i udlandet? 

Af Sharith Nagendran

Maria lander i Tokyo efter en halv runde om jorden og otte timer foran vækkeuret i Birkerød. På trods af et forstyrret indre ur og udmattelsen, har hun længe ventet på synet af landet. ”Hvad kan Japan udover manga og anime?” Det spørgsmål har længe pirret hendes nysgerrighed, og kort efter ankomsten i lufthavnen, sætter hun kursen mod metroen, der skal føre hende mod den nye base, der skal danne rammen om de næste måneder i landet. Under denne tur åbner sig et panorama af neonlys fra skyskrabere og billboards, og Maria tænker for sig selv: 

 ”Det er dét her jeg har set på billederne” 

46% af alle unge vælger at opleve verden i deres sabbatår ifølge Danmarks evalueringsinstitut. En af disse er 20 årige Maria Hindsberger, der til daglig studerer journalistik på Danmarks medie- og journalishøjskole. 

Maria har rejst meget med familien som barn, og særligt europæiske lande har været en del af familiens sommerferieplaner, med enkelte større rejser over atlanten. Hvordan Japan havde vækket hendes interesse er en lidt længere historie, som kan spores tilbage til Marias tid i folkeskolen: 

“Det er lidt pinligt, men jeg tror manges interesse for Japan starter der. Min storebror elskede Naruto og Yogi, som blev sendt på børnekanalerne da vi var mindre. I tredje klasse kan jeg huske, at vi skulle lære at tegne manga, og jeg var fascineret, men tænkte samtidig ‘det er sgu da et lidt mærkeligt land, der har alt det her anime og manga’” 

Alligevel undrede hun sig over, hvad Japan ellers havde at byde på, udover de animerede børnefilm og karakteristiske tegninger. Derfor meldte hun sig på en grupperejse, og satte kursen mod øst, sammen med 25 andre unge. 

“Da vi landede i lufthavnen, og skulle køre med metroen var det helt mørkt. Men da vi kørte igennem Tokyo ser man de flotte bygninger og alle neonlysene. Der startede det virkelig” 

Det første, som skal krydes af på ‘Japan bucket-list’ er, ifølge Maria, en tur i Seven Eleven. Her gælder det om, at smage på flere japanske lækkerier, som ikke kan købes i den danske version af kæden. Derudover skal alle hjørner af byen opleves, også de sociale forskelle blandt befolkningen: 

“I Japan har de mange flere traditioner og normer, som fuldstændig gennemsyrer deres værdier. De har virkelig mange høflighedsnormer, og det var vildt at opleve” 

Efter den første måned på grupperejsen bliver Maria nysgerrig på det japanske liv udenfor Tokyo, og vælger derfor at blive i to måneder yderligere –men som solorejsende.  

“I Tokyo var der virkelig tempo, men på landet sker det hele lidt mere afslappet” 

Maria fortæller hvordan normer og traditioner vægtes højere på landet, og fremhæver en helt særlig oplevelse, der indebar en overnatning på et tempel:  

“Vi blev vækket klokken fem om morgenen af en gong gong. Jeg deltog i en buddhistisk ceremoni, hvor man skulle skrive sit navn og indånde noget røgelse. Ret vildt” 

Rejsen til Japan ender med at vare 3 måneder, hvor Maria oplever enorme kontraster sammenlignet med Danmark, men også forholdet mellem tech-byen Tokyo og landet omkring hovedstaden rummer store kulturelle forskelle, ifølge den journaliststuderende. Men det vigtigste fra Japan, som Maria tager med sig hjem, er måske ikke så fjernt for en dansker, at forholde sig til: 

“De gamle mennesker i Japan er fucking seje! Hvis man er pensioneret stopper man alligevel ikke med at arbejde. Så kunne de for eksempel stå på et gadehjørne og hjælpe folk med at blive dirigeret ud. Det synes jeg er meget fint” 

Efter turen i Japan, er Maria flyttet til Aarhus og startet på nyt studie. Først nu kan hun retroperspektivt se tilbage på de tre måneder, og reflektere hvordan sabbatårsrejsen har været med til at ændre hende: 

“At rejse rundt alene, har givet mig en selvstændighed, som jeg ikke havde før. Jeg er mere selvsikker i forhold til før jeg tog afsted, og vil ikke være det foruden.” 

Selvstændighed og selvsikkerhed ligger i de fleste unges interesse at opnå, og for Maria Hindsberger blev det gennem en rejse, hun længe vil huske som overgangen mellem ungdommen og voksenlivet.